Den 15-årige racerkører havde sin gennembrudsweekend i Nordic 4-mesterskabet på FDM Jyllandsringen i weekenden.
Godt halvvejs inde i sin debutsæson har Casper Nissen nu knækket koden til de hurtige formelbiler. Det er tydeligt efter weekendens løb, hvor den sønderjyske racerkører sikrede flere topplaceringer og den højeste pointscore af alle kørere.
Som tredjehurtigst i lørdagens tidtagning havde Nissen skabt et godt fundament for weekendens første løb, der blev kørt samme eftermiddag. Her lykkedes det ikke helt at få elementerne sat sammen, og den tidligere karting-europamester måtte nøjes med fjerdepladsen efter tre af feltets mest erfarne kørere.
Det blev der til gengæld lavet om på søndag, hvor Casper fra femte startplacering kørte sig frem til andenpladsen med solid og stabil kørsel, kun overgået af sin teamkammerat fra STEP Motorsport.
Tredje og sidste løb kunne Casper, takket være sine flotte resultater i de to foregående løb, starte fra pole position. Her var den unge kører over flere omgange midtpunkt i en hæsblæsende kamp om førstepladsen, hvor to rutinerede konkurrenter udfordrede både teknik og overblik. Det blev til en andenplads, og selvom en sejr kunne have været rar, er Casper Nissen glad for en rigtig god weekend bag rattet:
“Det har været en rigtig god weekend for teamet og jeg selv. Jeg har fundet noget af det, jeg ikke helt har kunnet få has på indtil nu, og det gav meget mere fart og stabilitet i bilen. Det har boostet min selvtillid lidt, og nu glæder jeg mig bare endnu mere til årets to sidste løb, hvor jeg håber at det lykkes at tage min første sejr”, siger Casper Nissen, som også sender en tak til teamet for indsatsen:
“Hele teamet omkring mig hos STEP Motorsport gør det rigtig godt. Jeg er glad for den opbakning og oplæring, jeg har fået, og nu skal vi have lavet en god afslutning på sæsonen sammen”, siger han.
Casper Nissen fører det danske Rookiemesterskab og er på femtepladsen i den samlede stilling.